Prince Light: Joachim har kvittet smøgerne

Underholdning
Prins Joachim har kvittet smøgerne. (Foto: Scanpix)

Prinsen røg sin sidste cigaret dagen før han fyldte 50 år

Prins Joachim er kommet sin mangeårige dårlige vane til livs. Det fortæller han til Billed Bladet, der har lavet et stort interview med den 50-årige prins.

Det sidste hvæs blev bappet allerede i juni – nærmere bestemt omkring midnat dagen inden han fyldte 50 år.

Til ugebladet fortæller Joachim, at det var hans børn, der inspirerede ham til at tage beslutningen om at holde op med at ryge.

Joachim har ellers været det, man med rette kan storryger igennem sit liv. I 2007 kunne Ekstra Bladet afsløre en finurlig historie under overskriften ”hans kongelige røghed”, om at prinsen indhalerede intet mindre end 54 cigaretter om dagen.

Avisen havde talt med Skandinavisk Tobakskompagni, der kunne berette at prinsen endda havde sit eget personlige mærke med monogram på pakken. Den storrygende prins hentede dengang 25 kartoner hver tredje måned.

Sådan så prins Joachims special-designet cigaretpakker ud. Scanpix

Mary lokkede Frederik

Joachim er ikke den eneste der en gang for alle har skoddet smøgerne i den danske kongefamilie. Hans storebror Frederik lagde for mange år siden røgen på hylden. Det var før han i 2004 giftede sig med Mary, og det var i den grad hendes idé.

- Det var under positivt pres fra min nuværende kone - kommende kone var det dengang. Det var en stille bøn, for som hun sagde, ville hun gerne beholde mig lidt længere. Så det var sødt af hende, må man sige, fortalte kronprinsen nogle år efter røgstoppet i et tv-program med Puk Elgaard.

I samme program forklarede han også, at han var blevet røgfri ved at trappe ned.

Dronningen ryger i smug

Dronningen har droppet at ryge til officielle arrangementer. Her er hun i 2015 på vej til officiel familiefotografering på Graasten Slot. Scanpix

Efter prinsernes rygestop er dronning Margrethe den eneste ryger i kongehuset. Hun ryger dog kun når ingen kigger.

Allerede i 2006, da rygeloven blev vedtaget, blev det meldt ud fra kongehuset, at dronningen ikke længere ville ryge ved officielle arrangementer.