Rafael Nadal havde ikke tabt et sæt i dette års French Open, inden han onsdag spillede kvartfinale i grand slam-turneringen.
Her skete det så for første gang i tre år for spanieren, da Diego Schwartzman vandt første sæt i opgøret, som siden blev aflyst og udskudt på grund af dårligt vejr over Roland Garros-anlægget i Paris.
Argentineren vandt 6-4 i første sæt, efter at han brød Nadal tre gange i sættet, men også selv tabte to servepartier.
Det var første gang siden 2015, at Nadal tabte et sæt i grusturneringen, og han nåede dermed op på 37 vundne sæt i træk i French Open, hvor han jagter sin 11. titel.
I 2015 blev Nadal slået af Novak Djokovic, og i 2016 vandt spanieren to sejre uden at tabe sæt, inden han måtte trække sig ud af French Open.
I fjor gik Nadal hele vejen til titlen uden at smide et sæt.
Svenske Björn Borg har rekorden for vundne sæt i træk i turneringen, da han fra 1978 til 1981 vandt 41 sæt i træk.
I andet sæt fortsatte Schwartzman med at presse sin modstander, og Nadal var brudt to gange og bagud 2-3, da regn udsatte spillet første gang.
De to spillere fik senere lov at indtage banen igen, og Nadal brød tilbage til 3-3 og bragte sig foran 5-3, inden spillet atter blev afbrudt.
Herefter meddelte arrangørerne, at der ikke blev mere kvartfinaletennis i herresingle onsdag.
Den anden kvartfinale var et opgør mellem kroatiske Marin Cilic og argentinske Juan-Martin Del Potro.
Her var stillingen 5-5 i tiebreak i første sæt, da den kamp også blev afbrudt.
/ritzau/