Den pressede Manchester United-manager David Moyes kan glæde sig over, at det modsat Premier League går nogenlunde for det engelske mesterhold i Champions League.
Onsdag aften fik United 1-1 på udebane mod Shakhtar Donetsk, som normalt er svære at have med at gøre i Ukraine.
Faktisk førte United med 1-0 indtil et kvarter før tid, hvor brasilianske Taison udlignede for hjemmeholdet.
I situationen burde United-anfører Nemanja Vidic have ageret bedre defensivt, men serberen fik sendt bolden fint hen til Taison, som udlignede.
Angriberen Danny Welbeck lignede ellers en matchvinder med sit 1-0-mål lidt efter et kvarters spil.
Med det uafgjorte resultat har både United og Shakhtar Donetsk fire point i gruppe A. Bayer Leverkusen og Real Sociedad følger efter med et point hver efter holdenes 1-1-kamp i Tyskland.
Til kampen i Ukraine måtte United, som ligger nummer 12 i Premier League efter seks runder, klare sig uden stjerneangriber Wayne Rooney, som trods de sløje resultater personligt har haft succes med en række scoringer.
Rooney var ude med en skade på skinnebenet. Moyes havde håbet på at få Rooney med på bænken som minimum, men englænderen var heller ikke stand til at sidde ved siden af Anders Lindegaard og de andre United-reserver.
David Moyes har op til denne sæson overtaget managerposten i United efter legendariske Alex Ferguson, som er gået på pension.
/ritzau/