Chelsea-manager Maurizio Sarri har længe været presset af fyringsrygter i de engelske medier.
Italieneren virker dog upåvirket, og han er godt i gang med at planlægge den kommende sæson i London-klubben.
- Vi taler om programmet i forbindelse med den kommende sæsonoptakt, og vi forsøger at organisere optakten på bedst mulig måde, siger Sarri ifølge Reuters.
Chelsea led to store nederlag i ligaen i februar, da det først blev 0-4 mod Bournemouth, og Chelsea siden blev ydmyget, da Manchester City vandt 6-0.
Siden tabte Chelsea i finalen i Liga Cuppen til City i en kamp, hvor Chelsea-keeper Kepa Arrizabalaga nægtede at lade sig udskifte med reserven Willy Caballero.
Det skabte yderligere tvivl om Sarris position som manager i Chelsea.
- Spekulationer er ikke noget problem. Problemet er resultaterne, og resten er ikke vigtigt i øjeblikket.
- Jeg havde selvtillid tidligere, og jeg har selvtillid nu, men jeg ønsker kun at tænke på vores præstationer og resultater. Jeg vil vinde for holdet og klubben og ikke for mig selv, siger Sarri.
Chelsea er i øjeblikket nummer seks i Premier League og har to point og en kamp færre op til Manchester United på fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League.
Chelsea spiller i Europa League i denne sæson, og torsdag møder klubben Dynamo Kiev i det første opgør i ottendedelsfinalen.
Vinder Chelsea turneringen, så giver det en billet til Champions League i næste sæson, men Maurizio Sarri satser ikke på, at det bliver nødvendigt.
- Jeg tror, vi kan kvalificere os til Champions League via Premier League. Vi kæmper for det. Vi er kun to point efter, og vi har en kamp i hånden, siger Sarri.
/ritzau/