Ruslands premierminister, Mikhail Misjustin, er testet positiv for coronavirus.
Det meddeler han torsdag på et videomøde med den russiske præsident, Vladimir Putin.
- Jeg har lige fundet ud af, at den test for coronavirus, som jeg tog, var positiv, siger premierministeren.
Misjustin lader sig nu isolere for at undgå at smitte den øvrige regering, siger han.
- Det er nødvendigt for at beskytte mine kolleger.
Han siger samtidig, at regeringen vil fortsætte med at arbejde som normalt.
- Jeg planlægger at være i aktiv kontakt via telefon og videoopkald om alle vigtige spørgsmål, siger han ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Misjustin overtog posten som premierminister efter Dmitrij Medvedev i januar.
Putin har udnævnt vicepremierminister Andrej Belousov til at vikariere for den coronaramte premierminister, skriver Tass.
- Det, der er sket dig, kan ske for enhver, siger Putin på videomødet med Misjustin.
Torsdag meddelte sundhedsmyndigheder i Rusland, at der i det seneste døgn er bekræftet omkring 7000 nye smittetilfælde i landet.
Rusland har foreløbig konstateret lidt over 106.000 smittetilfælde. Af dem er 1073 døde, viser de officielle opgørelser.
I weekenden betegnede Putin situationen som "meget vanskelig", samtidig med at han sagde, at smittespredningen nu begynder at aftage.
/ritzau/