Ritzau
Opdateret kl. 18:09
Flankeret af to af sine ministre gjorde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, tirsdag et forsøg på at tale Tevas danske topchef, Kåre Schultz, fra at afskedige knap totusind ansatte i landet.
Men uden held.
De mange fyringer er nødvendige, for at forhindre at det israelske medicinalfirma bliver mål for udenlandsk opkøb.
Det forklarer selskabet i en meddelelse efter mødet med Netanyahu, økonomiminister Eli Cohen og finansminister Moshe Kahlon, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.
Teva vil samarbejde med regeringen om at forberede de afskedigede til andre job.
Kåre Schultz erkender i en e-mail ifølge Bloomberg, at omstruktureringen "er smertefuld, men den er absolut nødvendig".
Den israelske regering skulle præsentere Kåre Schultz for en alternativ plan, som ifølge avisen The Calcalist blandt andet vil outsource israelsk produktion til Indien.
Af de 14.000 stillinger, som Teva har annonceret at ville skære væk, planlægges 1750 arbejdspladser nedlagt i Israel.
Udmeldingen førte til en landsdækkende strejke i Israel søndag.
Tirsdag skal medarbejdere i Teva ifølge The Calcalist have blokeret en hovedvej i Jerusalem under myldretiden som forberedelse til en protest foran Netanyahus kontor.
Teva har opbygget en gæld på næsten 35 milliarder dollar blandt andet som følge af opkøbet af Actavis i 2016, skriver Ritzau Finans.
Faldende omsætning, der blandt andet er resultat af patentudløb på Tevas storsælgende sklerosemedicin Copaxone, har skabt tvivl om Tevas evne til at håndtere gælden.
På aktiemarkedet er Tevas værdi mere end halveret i år. Siden Kåre Schultz tiltrådte som topchef 1. november, er aktiekursen dog steget 34 procent.
/ritzau/