Det får store konsekvenser for præsidenten for det russiske tennisforbund, Shamil Tarpischev, at han i et tv-show i sidste uge omtalte de amerikanske tenniskvinder Serena Williams og Venus Williams som "brødrene Williams".
Kvindernes internationale tennisforbund, WTA, har fundet kommentaren "fornærmende og nedværdigende" og straffer Shamil Tarpischev på flere måder.
Russeren skal betale en bøde på 25.000 dollar (145.000 kroner), og han vil desuden blive suspenderet for alle aktiviteter inden for WTA i et år.
- Tarpischevs udtalelser, der stiller spørgsmål ved Williams-søstrenes køn, pletter vores sport og to af de store mestre.
- Hans nedsættende bemærkninger fortjener at blive fordømt, og han vil blive straffet, siger WTA's administrerende direktør, Stacy Allaster.
Præsidenten for USA's tennisforbund, Dave Haggerty, opfordrede efterfølgende Shamil Tarpischev til at undskylde for sine udtalelser.
Undskyldningen faldt lørdag. Shamil Tarpischev mener, han er blevet misforstået.
- Jeg er ked af, at joken, som er taget ud af en kontekst, har tiltrukket så megen opmærksomhed. Intet af det, jeg sagde på tv, er sagt i en ond hensigt, siger han.
Tarpischev er i øvrigt også medlem af den internationale olympiske komité (IOC).
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.