Palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, undskylder for omstridte udtalelser, som han har fremsat om Holocaust, og han gentager en fordømmelse af nazisternes massemord på jøder. Han kalder det "den mest afskyelige forbrydelse i historien".
Undskyldningen fra Abbas kommer, efter at han i en tale tidligere på ugen gav udtryk for, at nazisternes folkedrab på jøderne i Europa ikke var på grund af jødernes religion, men på grund af jødernes rolle som udlånere i bankverdenen.
Abbas fremsatte fredag undskyldningen i en erklæring udsendt fra hans kontor i Ramallah på Vestbredden. Det sker efter et fire dage langt møde i Det Nationale Palæstinensiske Råd, PNC.
- Hvis folk blev krænket, navnligt folk fra den jødiske tro, så undskylder jeg over for dem. Jeg vil gerne forsikre alle, at det ikke var min hensigt at krænke, og jeg gentager min fulde respekt for jødedommen og for andre monoteistiske religioner (opfattelsen af, at der kun eksisterer én gud, red.).
Det var en i springende og usammenhængende tale mandag, at Abbas sagde, at "fjendskab mod jøder er ikke på grund af deres religion, men snarere på grund af deres sociale funktion".
- Jøder blev udslettet ved massakrer i Europa snarere på grund af deres sociale funktion i forbindelse med renter og banker, sagde han i talen.
Abbas er igen og igen blevet kritiseret for en doktorafhandling, hvor han for år tilbage beskyldte den zionistiske bevægelse for at samarbejde med nazisterne.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, havde opfordret "det internationale samfund til at fordømme Abu Mazen (Abbas') grove antisemitisme, som for længst burde være forsvundet fra denne verden".
Abbas blev på det fire dage lange møde genvalgt som leder af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO).
Han har været leder af PLO siden 2004 og præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre siden 2005. Det var ventet, at han ville blive genvalgt.
/ritzau/Reuters