Afslutningen på mandagens 9. etape af Giro d'Italia blev ikke det sprintopgør mellem Mark Cavendish og Matthew Goss, som de fleste havde set frem til.
Årsagen var et styrt kort før målstregen, hvor både Cavendish og Goss røg af cyklen. Et styrt, som Filippo Pozzato fra Farnese Vini-teamet undskylder for.
- Det var min skyld. Jeg blev bange, da Goss gik ind i sidste sving, og så bremsede jeg. Jeg undskylder for at være årsag til styrtet, siger Pozzato til tv-stationen RAI.
Italieneren måtte selv en tur i asfalten og siger, at han har slået sin ene side og ikke kan bevæge sit ene håndled. Han forventer dog at fortsætte i løbet og håber, at de andre også gør det.
- Jeg håber, at Goss, som er en ven, og de øvrige ryttere ikke har fået slemme skader, siger Pozzato.
En af de ryttere, der formåede at køre uden om de væltede ryttere, var den førende i den samlede stilling, Ryder Hesjedal.
Selv om etapesejren gik til Movistar-rytteren Francisco Ventoso, formåede Hesjedal at blande sig i spurtafgørelsen og sluttede på en syvendeplads på etapen.
Dermed fører han fortsat i den samlede stilling med otte sekunders forspring til spanieren Joaquin Rodriguez.