Kan du se det for dig?
Postbudet har netop smidt et par rudekuverter i naboens postkasse. Men i stedet for som normalt at sætte sig op på el-cyklen og køre videre til næste villavej starter han nu naboens plæneklipper og går i gang med at klippe græsset i haven.
Det er ikke bare et tankeeksperiment. I Finland tilbyder det statsejede postselskab, Posti, fra midten af maj sine kunder hjælp til at holde græsplænen nede.
Det skriver det finske nationalmedie Yle.
Præcis som herhjemme er det finske postvæsen hårdt presset af, at befolkningen sender færre og færre breve. Og det har fået ledelsen til at tænke i nye og kreative baner.
- Vi har forsøgt at finde services, som gør folks liv lettere, siger direktør for Posti Anu Punola til Yle.
Postbudenes egen idé
Tiltaget er ikke noget, som bliver trukket ned over hovedet på de finske postbude.
Faktisk er ideen kommet fra de ansatte selv, siger Anu Punola. Hun tilføjer, at de postbude, som nu skal excellere i havearbejde, har meldt sig selv frivilligt.
Servicen vil blive udbudt fra den 17. maj til slutningen af august - på tirsdage. På denne ugedag er der nemlig ekstra få breve, skriver Yle.
Servicen vil blive udbudt på månedsbasis. For den nette sum af 65 euro (484 kr), kan de finske haveejere få en halv times græsklipning en gang ugen.
Ifølge Yle har det finske postvæsen flere kreative tiltag i ærmet, men dem vil Anu Punola endnu ikke ud med.