I torsdags indrømmede præsidenten for den Internationale Olympiske Komité (IOC), Jaques Rogge, at den olympiske bevægelse er i krise, efter at den olympiske fakkel i denne uge blev slukket af menneskerettighedsdemonstranter i Paris.
Men det er ikke første gang, at IOC er i problemer. Komitéens historie er gennemsyret af korruption og skandaler. Idrætsforsker Jørn Hansen, der er forfatter til OL-bogen ’Ringene samles’, sammenligner ligefrem IOC med en religiøs bevægelse:
»IOC er en slags loge. Det er ikke en demokratisk organisation. Det er en tankegang og en bevægelse, man kan tilslutte sig eller lade være.«
Lukket institution
Den Internationale Olympiske Komité blev grundlagt i 1894 på en international kongres i Paris. Det var franskmanden Pierre de Coubertin der stod bag og han var inspireret af de oprindelige olympiske lege i antikkens Grækenland. Organisationen blev dengang som i dag styret af en hovedbestyrelse, der består af præsidenten, fire vicepræsidenter og ti andre medlemmer. Resten af de 115 IOC-medlemmer repræsenterede organisationen i de forskellige lande. Men allerede fra starten var IOC en eksklusiv klub kun for medlemmer - som stort set altid var repræsenteret af hvide ældre mænd, der ofte sendte posten videre til deres søn.
»Det var en lukket institution fra starten. Pierre de Coubertin arbejdede ud fra devisen, at det var nemmere at udbrede IOC, hvis der sad venner på posterne, som kunne bakke ham op,« fortæller Jørn Hansen.
»Det er en skandale!«
Igennem historien har flere forhold i IOC stået i skarp kontrast til de olympiske idealer om fairplay. Ligesom det er tilfældet med Beijing til august, har valget af værtsbyer ofte ført til voldsom kritik – og til tider også boykot – fra resten af verden. Et af historiens mest omdiskuterede olympiader er uden tvivl OL i Berlin i 1936, der var ren nazistisk propaganda, hvor tysk-jødiske atleter blev forment adgang. Det var også her, at det traditionsrige fakkelløb blev introduceret. Til nazisternes store ærgrelse vandt den sorte atlet Jesse Owens fra USA fire guldmedaljer – blandt andet for længdespring, hvor han vandt foran nazi-håbet, Luz Long.
OL i München i ’72 skrev sig ind i historien af tragiske årsager. Under legene trængte den palæstinensiske terrorgruppe ’Sorte September’ ind hos israelske hold og tog atleterne som gidsler. Elleve israelske atleter, en tysk betjent og fem gidseltagere mistede livet og efterlod hele verden i chok. DR s daværende sportskommentator, Claus Borre, husker tydeligt begivenhederne i München:
»Der mistede OL sin uskyld. Og hykleriet nåede nye grænser, da den daværende IOC-præsident Avery Brundage efter tragedien sagde: ’The games must go on’. Der blev taget mere hensyn til kommercielle interesser, end til legene og de dræbte.«
Salt Lake-skandalen
I løbet af 80’erne blev OL til en mega-event med million-sponsorater fra Addidas og Coca-Cola. Men efter som at OL-varemærket steg i værdi, begyndte anklagerne om korruption i IOC efterhånden at tage til.
I ’99 gik IOC ind i sin hidtil største krise. Forud for vinterlegene i Salt Lake City i USA kom det frem, at organisationskomitéen i forbindelse med tildelingen af værtskabet havde bestukket IOC og deres familier med store pengegaver, luksusrejser og personlige tjenester, der over en tiårig periode løb op i omkring otte millioner kroner. Efterfølgende blev 11 medlemmer tvunget til at forlade IOC, og organisationen udviklede et etisk regelsæt, der skulle forhindre korruption fremover. Men skaden var ifølge Jørn Hansen svær at rette op på:
»I den kritiske sportsjournalistik var IOC stemplet. En lukket institution har godt nok lettere ved at ændre sig, men det er stadig ikke en demokratisk organisation. Og de pengesummer, der er i IOC-sammenhæng, er jo ikke blevet mindre,« siger Jørn Hansen.
Beijing
Med de olympiske lege i Beijing er IOC igen kommet i modvind på grund af Kinas gentagne overgreb mod menneskerettighederne. Og selv om valget af Beijing som værtsby for OL kan virke kontroversielt, er der ifølge Jørn Hansen en oplagt grund for IOC at satse på Kina:
»Der er rigtig mange penge i Kina. Og det olympiske brand er også interesseret i at binde Kina til IOC. For OL-sponsorerne kan tjene rigtig mange penge på det kinesiske marked.«
Ifølge kritiske røster har IOC dog ikke ændret sig væsentligt siden Salt Lake-skandalen for snart ti år siden. Den engelske journalist Andrew Jennings, der har skrevet flere bøger om korruptionen i IOC, er i hvert fald ikke overbevist:
»Alt den snak om, at OL kan være med til at udbrede menneskerettighederne, er en gang pis! For IOC har kun givet legene til de magtfulde vestlige lande. De giver dem jo ikke til Tibet. De har ingen moral! De blev afsløret dengang, og det kan ske igen.«