Skuespillerinden Rose McGowan var tæt på at blive hjemløs mandag aften, da der udbrød brand i hendes hus.
Det skriver Female First.
Rose McGowan var ikke hjemme i sit hus i Los Angeles, da branden udbrød. Men heldigvis var hendes opmærksomme nabo, Yahoo!-arvingen Courtenay Semel, hurtig til at tilkalde brandvæsnet.
- Nå, mit hus brændte næsten ned til aften. Tak @courtenaysemel, fordi du ringede til brandvæsnet og reddede mit hus, skrev skuespillerinden på Twitter.
- Tilbage i huset. Det lugter af brændt metal, og mine øjne brænder. Taknemlig. Godnat, skrev hun senere.
Ingen kom til skade under hændelsen. Alle, inklusiv McGowans hunde, er okay.
Rose McGowan afslørede for nyligt, at hun skal giftes med kunstneren Davey Detail 12. oktober i et kloster i New Orleans, Louisiana.
Efter brylluppet skal parret på bryllupsrejse til Tahiti, og det glæder McGowan sig til.
- Jeg har aldrig været der. Jeg har altid drømt om at bo i en af de der små hytter over vandet, siger hun.
Hun har tidligere været forlovet med både rocksangeren Marilyn Manson og instruktøren Robert Rodriguez.
Newspaq