Muligvis finder Julian Assange ind imellem dagene lidt lange i sit skjulested på Ecuadors ambassade i London. Et besøg mandag har nok brudt den daglige trummerum.
Den amerikanske popstjerne Lady Gaga bankede på døren og tilbragte flere timer sammen med Assange, ifølge den norske avis VG.
Det er Lady Gagas fanside, der skriver om besøget på sin forside. Et fotografi viser Assange og Gaga sammen.
Stifteren af WikiLeaks søgte for flere måneder siden tilflugt på ambassaden for at undgå at blive udvist af de britiske myndigheder til Sverige.
Det svenske politi ønsker at udspørge australieren, fordi to kvinder påstår, at de blev voldtaget af Assange under et af hans besøg i Stockholm.
Assange frygter, at de svenske myndigheder vil udvise ham til retsforfølgelse i USA for at lække fortrolige amerikanske diplomatpapirer.
Popstjernen befandt sig i nærheden af stormagasinet Harrods i London for at markedsføre sine nyeste parfume - Fame - da hun fik en Twitter-besked fra kunstneren M.I.A., som opfordrede hende til at smutte forbi Ecuadors ambassade for at spise kage og drikke te.
Lady Gaga opholdt sig på ambassaden i fem timer, skriver gagadaily.com. Hun forlod først stedet ved midnatstid.