Torsdag marcherer protestanterne i Nordirland i den store, årlige mindemarch.
Den hylder den britiske, katolske konge James II's nederlag til den protestantiske prins Vilhelm af Orange i 1690 ved Boyne i Irland. Slaget gjorde endegyldigt Storbritannien protestantisk under den anglikanske kirke.
Natten til onsdag blev nordirsk politi beskudt og overdænget med brandbomber i Londondery i Nordirland, hvor splittelsen mellem katolikker og protestanter stadig er dyb.
- Disse her ting sker ofte op til den 12. juli. Det er årets største march, og fordi den er set som meget symbolsk, så udløser den tit uro fra katolske aktivister, siger ekspert i nordirske forhold Edward Ashbee fra CBS.
I forbindelse med Storbritanniens farvel til EU har der været frygt for, at en hård grænse mellem Irland og Nordirland kan genstarte den voldelige konflikt i området.
Edward Ashbee ser dog mere eskaleringen som et resultat af, at nordirsk politik har været låst fast i et dødvande i halvandet år.
Det nordirske parlamentet er resultatet af fredsaftalen i Nordirland i 1998 og samler de tidligere stridende parter Sinn Fein og Democratic Unionist Party.
Men siden januar 2017 har parlamentet været fastlåst og har ikke mødtes, da parterne ikke kan blive enige.
- Det har skabt et politisk vakuum, der gør uro mere sandsynligt.
- Når Sinn Fein ikke kan levere noget politisk, så er det lettere for de folk, der ikke respekterer fredsaftalen at argumentere for, at man skal vende tilbage til mere militant kamp, siger Edward Ashbee.
Han understreger, at der er tale om meget få mennesker, der stadig tror på den væbnede krig mod Storbritannien og slet ikke anerkender Nordirland.
Efter 20 års økonomisk fremgang og relativ fred er der - trods regelmæssige sammenbrud - bred støtte til samlingsparlamentet og fredsaftalen.
Alligevel advarer Edward Ashbee mod at tro, at problemerne i Nordirland vil gå i sig selv.
- Det er let at falde i den fælde at blive for optimistisk. Disse konflikter og spændinger har været der i flere hundrede år. Og de vil ikke forsvinde på en eller to generationer.
- De er stadig meget fundamentale forskelle, som ikke mindst kommer til udtryk blandt arbejderklassen, siger han.
/ritzau/