Om en politimand truede to politikolleger med en pistol, eller om han blot lagde pistolen på bordet. Det er omdrejningspunktet i en retssag mod en 57-årig betjent, der fredag begynder i Københavns Byret.
Betjenten er tiltalt for at have peget med en pistol mod to vicepolitikommissærer og derefter peget den mod sig selv og sagt: "Du må hellere få den her, så jeg ikke skyder mig selv eller jer".
- Der er ingen, der skal være bange for mig. Derfor afleverede jeg pistolen på bordet, sagde den 57-årige i retten.
Han nægter at have truet to tjenestemænd med en pistol, som anklagen lyder på.
Episoden fandt sted 12.-13. september 2011 i Københavns Lufthavn på et kontor, hvor den tiltalte og en kollega arbejder. En anden kollega var også i lokalet, da han tog pistolen frem.
Den 57-årige har arbejdet som politibetjent i over 30 år og har en fortid som skydeleder, hvor han har undervist i håndtering af skydevåben.
- Jeg tager pistolen op, mens den stadig er i slæden, og lægger den på bordet og siger: "værsgo", sagde han i retten.
Han forklarede, at han den dag befandt sig i ekstrem afmagt over et nyt vagtsystem kaldet Polvagt, der gav ham problemer med sine vagter.
- Jeg gik ind på kontoret og spurgte, hvad fanden meningen med det nye system var, forklarede han.
Da vicepolitikommissæren ikke kunne hjælpe ham med problemet, blev politimanden endnu mere ophidset.
Han afviser ikke, at han har sagt til vicepolitikommissæren og den anden kollega, at han muligvis kunne skyde dem eller ham selv. Hvis han har sagt det, er det ifølge ham selv i "frådende sarkasme", som han formulerer det.
/ritzau/