En politimand er i meget alvorlig tilstand, efter at han torsdag blev ramt af et vådeskud under politiets skydetræning.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi og Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) i to forskellige pressemeddelelser.
Det var en kollega, der afgav vådeskuddet. Det ramte politimanden i kroppen. Øvelsen fandt sted på et aflukket træningsområde på Selsmosevej i Taastrup.
Vagtchef hos Københavns Vestegns Politi Peter Grønbæk oplyser torsdag aften, at politimanden er en betjent.
Hans tilstand beskrives som meget alvorlig, fremgår det af pressemeddelelserne.
Efter at betjenten blev ramt af skud, blev han hurtigt kørt til hospitalet i en ambulance.
Den tilskadekomnes pårørende er underrettet.
DUP efterforsker nu hændelsen.
Når DUP har færdiggjort efterforskningen, vil den udarbejde en redegørelse om sagen. Den overleveres til Statsadvokaten.
Politiklagemyndigheden skriver i pressemeddelelsen, at den 13.01 torsdag modtog underretningen om, at en politiansat kort forinden var blevet ramt af et vådeskud.
DUP er en uafhængig myndighed, der blandt andet efterforsker straffesager vedrørende politipersonale og personale i anklagemyndigheden.
Både Københavns Vestegns Politi og DUP skriver i deres respektive meddelelser, at de ikke har yderligere oplysninger om hændelsen.
/ritzau/