Politikere bruger syge borgere i jagten på stemmer

Jette Lund (DF) tv. og Rikke Louise (Nye Borgerlige) th. har sat fokus på syges personsager op til kommunalvalget. (Foto: Foto: Pressefoto og privatfoto)

Flere lokalpolitikere sætter fokus på personsager om syge borgere. "Det er forventeligt op til kommunalvalget", siger valgforsker.

Artiklen er blevet opdateret efter publicering med rettelser i Rikke Louise Andersens citat.


Med tre uger til kommunalvalget begynder kampen om vælgernes opmærksomhed at spidse til. Og særligt personsager om syge borgere er kommet på valgprogrammet ude i lokalområderne.

Hos Dansk Folkeparti-kandidat i Struer Kommune, Jette Lund, er den typiske valgplakat byttet ud med et billede af Parkinsonsramte Ulla Astrups skæve ryg. Sloganet lyder: Aldrig mere en Ulla sag i Struer.

Læs om Ulla Astrups sag her.

Ifølge Jette Lund har Ulla Astrup selv givet tilladelse til brug af billederne i valgkampen, og hun har bedt om at få en valgplakat på lygtepælen foran sit hus. 

Også Nye Borgerlige-kandidaten Rikke Louise Andersen fra Vordingborg Kommune har sat syge på dagsordenen. I en video på sin egen Facebook-profil langer Rikke Louise Andersen ud mod jobcenteret i Vordingborg Kommune, der ”pisser syge mennesker op og ned af ryggen”.

De to politikeres interesse for syge mennesker op til kommunalvalget har vakt røre på de sociale medier, og særligt i gruppen Jobcentrets Ofre.

Her tordner formanden for gruppen med 8.600 medlemmer, Kim Madsen, mod brugen af syge borgere i valgkampen, og ordet ’valgflæsk’ går igen i kommentarsporet.

Men Rikke Louise Andersen mener ikke, at hendes video er valgflæsk. Hun fortæller, at Joan Hansen, som hendes video handler om, selv kontaktede hende og bad hende kigge på hendes sag.

- Jeg kan ikke bare sige, at fordi kommunalvalget nærmer sig, så må jeg ikke tage Joans sag op. Jeg har lov til at have mine egne meninger og holdninger som privat menneske, og som menneske kan jeg ikke bare se den anden vej, siger Rikke Louise Andersen.

Flere af de kritiske kommentarer til Rikke Louise Andersens video går på, at videoens indhold ikke harmonerer med Nye Borgerliges politik. Nye Borgerlige har foreslået at nedlægge alle jobcentre og blandt andet afskaffe kontanthjælp, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse og barselsorlov til fordel for en basisydelse på 6.000 kr.

Men det er at blande pærer og bananer sammen, mener Rikke Louise Andersen.

- På den ene side har vi de syge mennesker, som skal afklares af et sundhedsfagligt personale, og hvor der skal tages hensyn til, at de er syge. Og på den anden side er der de mennesker, som kan varetage et arbejde. Der er kæmpe stor forskel på de to grupper, siger Rikke Louise Andersen.

Forsker: Person-cases vækker følelser

Kommunalpolitikernes pludselige fokus på person-sager er helt almindelige valgkampsdynamikker. Det fortæller professor og forsker i valgstrategier ved Institut for Statskundskab, Robert Klemmensen.

- Det er relativt forventeligt, at politikerne sætter fokus på personsager nu. Det vil ofte være kampagner, de har forberedt længe, som de sætter i luften nu med tre uger op til kommunalvalget, siger Robert Klemmensen.

Når opslagene alligevel vækker forargelse, skyldes det ifølge Robert Klemmensen ikke, at folk nødvendigvis er uenige med budskabet, men at de er uenige med politikernes politik.

- En af grundene til, at personsager bliver brugt, er at de vækker følelsesmæssige reaktioner. Hvis man kan sætte gang i de rigtige følelser, så har man en fordel, fordi følelser motiverer folk til at gøre noget. Noget af vreden mod Jette Lunds opslag skyldes nok i højere grad, at vælgerne er uenige med Dansk Folkeparti, end at de er uenige i sagerne, siger Robert Klemmensen.

Han hæfter sig ved, at amerikansk forskning har vist, at at det virker langt stærkere at sætte en case på det materiale, man vil have folk overbevist om.

Og særligt medierne kan have smittet af på politikernes brug af personhistorier i valgkampen.

- Vi kan se, at der i mediernes valgdækning er et klart skift mod cases. Man beskriver ikke længere arbejdsløshedprocenten ved at sige at så og så mange er ledige, men man sætter ansigt på historien, siger Robert Klemmensen.