Den tidligere socialdemokratiske transportminister, Magnus Heunicke, var udsat for en ubehagelig oplevelse i toget på vej hjem mod København. Det fortæller han på Twitter.
15-årig taget for tyveri: Gik amok på ekspedient
På strækningen mellem Ringsted og Høje Taastrup dukkede en ung mand med en flaske sprut og en højtspillende musikafspiller op.
- Jeg prøvede at ignorere ham, men så begyndte han at løbe mod mig. Jeg sagde "prøv lige at tage det roligt", men han var helt umulig at få kontakt til. Han råbte noget, jeg ikke kunne forstå, og gik tilbage til sin plads. Så tog han nakkepuderne og begyndte at kyle rundt med dem og løb så ned i andre vogne, fortæller Magnus Heunicke til BT.
Med politiets hjælp blev manden hentet i Høje Taastrup, og først derefter gik det op for politikeren, at manden havde haft en kniv og havde lavet hærværk for 30.000-40.000 kroner.
Om den unge mand var påvirket af narko, eller om han var psykisk syg, ved Magnus Heunicke ikke, men han siger til BT, at han var "lidt utryg".
Han fortæller også, at togpersonalet havde styr på situationen:
- Lokoføreren kom ud og så, hvad der var gang i. Og kort tid efter kom togføreren, så min fornemmelse var, at de var opmærksomme og havde styr på det. De alarmerede hurtigt hinanden og kontaktede politiet. Det var ret professionelt at opleve.
Vestegnens Politi oplyser til BT, at manden er 27 år og sigtet for hærværk og overtrædelse af knivloven.