Ritzau
Opdateret kl. 13:13
En pige på 11 år blev bidt af en af politiets hunde onsdag i Højbjerg ved Aarhus. Der er tale om et hændeligt uheld, lyder det fra politiet.
Episoden skete onsdag eftermiddag, da betjente var på udkig efter en indbrudstyv.
De var rykket ud på en melding om et igangværende indbrud på Rundhøj Allé i Højbjerg, oplyser Østjyllands Politi i den officielle døgnrapport.
En hundefører gik med en hund forbi en gruppe børn, der blev forskrækkede og begyndte at løbe væk.
Dette misforstod hunden, som satte efter og bed den 11-årige pige i benet. Hundeføreren nåede ikke at få kaldt hunden til sig i tide, fremgår det af døgnrapporten.
Hundeføreren fulgte barnet hjem, hvor han talte med forældrene. Pigen blev bidt både i ene balle og i benet. Hun kom ikke alvorligt til skade, lyder det fra politiet.
/ritzau/