Politiets tiltale: Peter Madsen planlagde drab på svensk journalist

Foto: Bax Lindhardt/Scanpix/arkiv

Anklagemyndigheden har tirsdag rejst tiltale mod ubådsbyggeren Peter Madsen for drabet på den svenske journalist Kim Wall.

Den 47-årige Madsen kræves idømt fængsel på livstid. Samtidig nedlægges der en sekundær påstand om forvaring.

Retslægerådet har nemlig vurderet, at Peter Madsen er så farlig, at forvaring på ubestemt tid kan være påkrævet for at undgå ny kriminalitet.

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at drabet på Wall skete efter forudgående planlægning og forberedelse.

Ifølge anklageskriftet er drabsmåden ukendt, men det kan være sket ved halsoverskæring eller kvælning.

Der er samtidig rejst tiltale for særlig farlig voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og for partering.

- Der er tale om en meget usædvanlig og ekstremt grov sag, som har haft tragiske følger for Kim Wall og hendes pårørende, siger specialanklager Jakob Buch-Jepsen i en pressemeddelelse.

Det har tidligere været fremme, at Peter Madsen nægter sig skyldig i drab. Han afviser også, at forbrydelsen på nogen måde skal være seksuelt motiveret, selv om der i Walls underliv er konstateret hele 14 knivstik.

Omvendt har han erkendt sig skyldig i at have parteret Kim Walls lig og i at have smidt kropsdelene i havet.

Det var om aftenen 10. august 2017, at Peter Madsen og den svenske journalist sammen tog afsted i den hjemmebyggede ubåd "UC3 Nautilus".

De stævnede ud fra Refshaleøen i København, men dagen efter kommer kun Peter Madsen levende i land.

12. august blev Madsen varetægtsfængslet i et grundlovsforhør og har siden da fået sin fængsling forlænget flere gange.

Anklagemyndigheden oplyser, at Kim Walls pårørende er underrettet om tiltalerejsningen. Det samme er Madsen og hans forsvarer, Bettina Hald Engmark.

Hun oplyser tirsdag eftermiddag til Ritzau, at hun ikke har kommentarer til udviklingen i sagen. Advokaten er beskæftiget i en anden straffesag og siger, at hun senere skal tale med sin klient om den rejste tiltale.

Ud over forbrydelserne mod Kim Wall tiltales Madsen for to grove overtrædelser af lov om sikkerhed til søs. I øvrigt vil anklagemyndigheden kræve ubåden konfiskeret med henblik på destruktion.

Allerede nu står det klart, at retssagen mod Madsen begynder i Københavns Byret 8. marts. Der er planlagt otte retsdage, og dommen ventes 25. april.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.