Politiet vil granske video med kongehus-chauffør

Krimi
Lastbilen brød i brand på lavbroen og lukkede for al trafik over broen. (Foto: Foto: Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix)

Filmede eller tog chaufføren i Krone 11 billeder af brændende lastbil på Storebæltsbroen? Det vil politiet se nærmere på.

Da den kongelige Audi, Krone 11, passerede en brændende lastbil på Storebæltsbroen mandag eftermiddag, blev det ved et tilfælde optaget på video.

Den video er Ekstra Bladet i besiddelse af og vagtchef ved Fyns Politi, Steen Nyland, oplyser til avisen, at politiet vil kigge nærmere på optagelsen.

- Jeg har ikke selv set videoen, men jeg har hørt, at den findes. Derfor vil videoen blive set igennem, siger Steen Nyland til Ekstra Bladet.

I videoen ses det tydeligt, at chaufføren i Krone 11 kører med begge hænder på rattet og samtidig holder en mobiltelefon i højre hånd.

Umiddelbart er mobiltelefonen ikke i brug, men Steen Nyland fortæller til Ekstra Bladet, at betjente på broen har noteret ti bilister for at filme eller tage billeder mens de passerede den brændende lastbil.

- De ti chauffører kan forvente at få en henvendelse en af de næste par dage, siger Steen Nyland til avisen.