De værnepligtige får fri i dag.
I de seneste dage har de ellers brugt talrige timer på at gennemrode enorme mængder jord – på jagt efter den anden halvdel af det barnelig, der blev fundet søndag.
- Nu skal vi have samlet trådene og set, hvad vi kan gøre. Men vi kommer ikke til at grave mere i dag, siger politikommissær Jørgen Birger Jensen til Avisen.dk.
Politiet vil nu lede efter en forklaring på anden vis, men det er foreløbig ikke noget, som pressen bliver indviet i.
De seneste dage har de værnepligtige gennemsøgt dels en grusgrav og dels en parcelhusgrunden i Storvorde, hvor liget blev fundet. Politiet har fået en række henvendelser, men hører fortsat gerne fra vidner eller andre, der har oplevet noget mistænkeligt.