Fredag satte myndighederne en midlertidig stopper for studenterne på Køge gymnasiums festkørsel.
I et samarbejde med TungvognsCenter Øst (TCØ) foretog Midt- og Vestsjællands Politi således en kontrol af de køretøjer, der var ankommet til gymnasiet for at køre de festparate og nybagte studenter.
Kontrollen blev foretaget, inden selve kørslen med personer blev begyndt, skriver politiet i en pressemeddelse.
Her kan man også læse at følgende fejl og mangler blev konstateret på de kontrollederede køretøjer og hos chaufførerne:
- Manglende chaufføruddannelse (ej erhvervet EU-kvalifikationsbevis).
- To tilfælde af overtrædelse af takograf-forordning, idet der var kørt uden diagramark/førerkort fra transportvirksomhedens hjemsted og til skolen.
- Ét tilfælde, hvor sæderne ikke var fastgjort til køretøjet.
- Ét tilfælde, hvor den lovpligtige forsikring, der dækker personskade på de personer, som befordres under eksamens-/studenterkørslen, ikke var gyldig.
- Tre sager, hvor ildslukkerne ikke var tilset inden for det seneste år. I et af forholdene skulle ildslukkeren havde været tilset senest maj 2013.
- Ét tilfælde, hvor der blev kørt eksamens-/studenterkørsel i et køretøj registreret til veterankørsel (sagen overdrages til SKAT).
I alt blev ni køretøjer kontrolleret, og politiet fandt fejlene og manglerne ved fem af de ni køretøjer.
Førerne, og i visse tilfælde også ejerne af de fejlbehæftede køretøjer, kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i form af et bødeforelæg.
At tingene ikke var i orden på de fem af køretøjerne satte en kæp i hjulet for mange af studenterne. Køretøjerne fik nemlig kørselsforbud, indtil de var blevet gjort lovlige.
Midt- og Vestsjællands Politi slutter sin pressemeddelelse af med noget, der ligner en undskyldning til studenterne.
Politiet håber nemlig, at studenterne efterfølgende - trods forsinkelse - fik en festlig afslutning på deres uddannelse i forbindelse med den planlagte eksamens-/studenterkørsel.