En meget voldsom brand sender lige nu en ti kilometer lang røgfanen hen over byen Varde.
Branden er opstået på plasticfabrikken RC Plast, og den er så omfattende, at brandfolket ikke kan komme tæt nok på til at slukke den, oplyser Syd- og Sønderjyllands politi til Newspaq.
Røgen er tyk, grå og giftig, og den kraftige blæst i området spreder den over et stort areal.
Politiet opfordrer derfor beboer i lokalområdet øst for Varde fra Gellerupvej 121, og befolkningen i byerne Næsbjerg og Nordenskov, til at gå ind og lukke døre og vinduer.
Som advarsel har politiet også startet en varslingssirene, forklarer Vagtchef Michael Skaarup.
"Vi arbejder selvfølgelig på at få branden under kontrol, men det har vi ikke på nuværende tidspunkt," siger han til Newspaq.
I 2009 blev samme fabrik også ramt af en brand, som var så voldsom, at temperaturen kom op på 800 grader.
Anmeldelsen om den kraftige brand kom klokken 13.31, og siden har politi og brandvæsenet arbejdet på højtryk for at bekæmpe flammerne.