En lang række påsatte brande har de seneste to måneder kastet et trist lys over Gellerup, og selvom Århus Politi har sat store ressourcer ind på at få opklaret brandene, er endnu ingen af brandstifterne blevet pågrebet.
Der har oftest været tale om småbrande i knallerter eller containere, som ikke efterlader politiet mange spor, og derfor hviler opklaringen i vis udstrækning på tip fra borgere. Og det kniber det med.
Folk er tilbageholdende
»Det er småt med oplysninger, og det kan både skyldes, at folk er tilbageholdende med oplysninger, eller at de ikke har set noget. Vi appellerer stadig meget til, at folk er opmærksomme, og hvis de ser noget mistænkeligt, hører vi gerne fra dem,« siger vicepolitiinspektør Leif Kristensen.
De fleste af brandene i Gellerup har været småbrande uden særlig fare for andet end den knallert eller container, der er sat ild til.
Grov kriminalitet
Enkelte kunne dog have udviklet sig katastrofalt, som eksempelvis da der i weekenden blev kastet en molotovcocktail ind i en opgang på Lottesvej. Den eksplosive flaskepost fik heldigvis kun fat i en gummimåtte, dog med kraftig røgudvikling til følge.
»Det er en grov type kriminalitet, som indebærer fare for borgernes liv og velfærd. Gerningsmændene burde tænke det lidt videre end de drengestreger, som det formentlig bliver opfattet som. Bare røgudviklingen kan være farlig, og bliver en hel opgang antændt, så kan det gå helt galt,« siger Leif Kristensen.