Det aktuelle opholdsforbud, der gælder for Lakolk Butikscenter på Rømø, bliver ophævet ved midnat mellem søndag og mandag.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Forbuddet blev indført lørdag aften for at begrænse smitte med coronavirus.
Allerede på det tidspunkt meddelte politiet, at opholdsforbuddet - med mindre det blev forlænget - ville vare indtil weekendens slutning.
- Vi har en klar opfattelse af, at folk har forstået budskabet, og at de ikke længere vil forsamle sig i stort antal på det pågældende sted. Og hvis de gør det, kan vi jo genindføre opholdsforbuddet, siger politiinspektør Tage Jehn.
Der er ingen, der har overtrådt forbuddet, og derfor har det ikke været nødvendigt for politiet på Rømø at udskrive bøder.
Syd- og Sønderjyllands Politi vil dog fortsat holde et skarpt øje med Lakolk Butikscenter, som ofte tiltrækker mange mennesker.
Centret på Rømø er et af politikredsens i alt ni såkaldte hotspots, hvor politiet har særligt fokus på, om for mange mennesker opholder sig samme sted.
- De områder holder vi nøje øje med. Hvis for mange mennesker stimler sammen på et af vores hotspots - på trods af vores advarselskilte - skal jeg ikke afvise, at vi kan oprette nye opholdsforbud.
- Vi kører tilsyn hele tiden på de steder, siger Tage Jehn.
I den anden ende af landet - på Islands Brygge i København - har det også været forbudt at opholde sig siden lørdag aften.
Her gælder opholdsforbuddet foreløbig indtil midnat 1. maj.
Hvis man overtræder forbuddet ved eksempelvis at sætte sig på en bænk, udløser det som udgangspunkt en bøde på 2500 kroner.
Politiet varmede op til de skrappere sanktioner forud for weekenden.
Fredag advarede politiet således om, at der ville blive indført decideret forbud mod ophold på visse populære steder, hvis for mange mennesker stimlede sammen i løbet af weekenden.
Inden for zoner med opholdsforbud er det fortsat tilladt at løbe og gå tur.
/ritzau/