Politiet anholdt tirsdag en 53-årig mand fra Herning, som sigtes for at stå bag en bombetrussel mod Herning Rådhus den 16. november sidste år.
Manden har ikke aflagt en klar tilståelse, men han afviser på den anden side heller ikke, at det er ham, der står bag bombetruslen, oplyser politikommissær Henning Præstegaard, lokalpolitiet i Herning.
Manden blev anholdt tirsdag formiddag og løsladt igen, da politiet havde afhørt ham.
Bombealarmen gik, da personalet i rådhusets postafdeling en fredag formiddag fandt en mistænkelig pakke med ledninger.
Op mod 200 mennesker blev evakueret, og bygningen var afspærret et par timer, mens bomberyddere undersøgte pakken og kunne erklære den ufarlig.
Det er tekniske spor og en oplysning fra et vidne om, at den 53-årige blev set køre bort fra Herning midtby umiddelbart efter alarmen, der har ført politiet på sporet af ham.
På mandens adresse har politiet desuden fundet effekter, der bestyrker mistanken mod manden.
Han er sigtet efter paragraffer i straffeloven om trusler og om misbrug af faresignaler med det formål at få politi og andre til at rykke ud.
/ritzau/