Manden, der søndag eftermiddag ifølge politiet voldtog en 13-årig pige fra Skælskør på naturstien Fodsporet syd for Tystofte, er omkring 20 år og cirka 175 centimeter høj - og så er han rødhåret og med rødt fuldskæg. Han taler i øvrigt dansk uden accent.
Det skriver Sjællandske.
Da voldtægtsforbryderen angiveligt begik sit overgreb søndag omkring klokken 16.15, var han iført en sort hue, der var trukket lidt ned over hovedet, en sort t-shirt med tryk på venstre side af brystet og grå joggingbukser. På fødderne havde han sorte sko, der har det særlige kendetegn, at de er uden snørebånd, men i stedet har en elastisk lukning.
Det fortæller vicepolitiinspektør Allan Holm, leder af lokalpolitiet i Slagelse og en af dem, der er på sagen.
- Vi har genafhørt offeret i sagen og endnu et vidne i dag (onsdag, red.), og det har givet det her signalement, der er noget mere præcist end de oplysninger, vi hidtil har haft, og derfor går vi nu ud med det, fortæller han.
- Vi er fortsat meget interesseret i at høre fra eventuelle vidner, der måtte have befundet sig i nærheden af Fodsporet syd for Tystofte på gerningstidspunktet eller lige før og efter klokken 16.15 i søndags. Vi vil selvfølgelig også meget gerne høre fra nogen, som kender eller blot kender til en mand med det lidt usædvanlige udseende, fortsætter Allan Holm.
Vicepolitiinspektøren siger også, at det samme selvfølgelig gælder, hvis man har viden om en mand med førnævnte beskrivelse, som siden søndags skulle have fundet på at barbere sit fuldskæg af.