En længerevarende politiopgave har mandag udspillet sig ved et hus på Tofteledet i Herlev.
Både politiet og hjemmeværnet har været til stede på adressen, men Københavns Vestegns Politi ønsker ikke at oplyse hvorfor.
- Vi efterforsker en sag, og hjemmeværnet overtager vores opgave med bevogtningen over natten.
- Sagen overgår nu til vores efterforskningsafdeling, siger vagtchef Brian Holm.
Politiet ventes ikke at være på adressen natten til tirsdag.
Anmeldelsen, der henledte politiets opmærksomhed mod huset i Herlev, blev modtaget mandag klokken 10.30. Efterfølgende blev adressen spærret af.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er en person anholdt i forbindelse med sagen.
Avisen skriver også, at en af politiets kmd-vogne, der fungerer som en kommandocentral og arbejdsstation for politiets efterforskere, har været parkeret ved adressen i Herlev siden mandag eftermiddag.
/ritzau/