Dykkere, droner, politihunde, helikoptere og hundredvis af frivillige har søgt efter den 17-årige Emilie fra Korsør, som har været forsvundet siden søndag morgen klokken 04.00 efter en bytur i Slagelse.
Men chancen for at finde Emilie i live bliver ifølge politiet mindre dag for dag.
- Tidsperioden taget i betragtning svinder håbet for at finde Emilie i live, fordi vi ikke har fået noget livstegn fra hende. Men vi udelukker ikke noget, før vi har fundet hende, siger efterforskningsleder hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Marianne Rod, til TV ØST.
Politiets teknikere arbejde stadig på at finde spor i sagen.
Samtidig foretager politiet almindelige afhøringer samt forsøger at behandle de mange borgerhenvendelser, som man har modtaget i løbet af perioden, hvor Emilie har været forsvundet.