Politiet giver 13 bøder for gade-tisseri og anholder 16 i forbindelse med gadefest
Distortion 2017 bliver afholdt fra onsdag den 31. maj til søndag den 4. juni. Første dag bliver festen afholdt i Nørrebros gader. Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix
Ifølge Københavns Politi har 80.000 feststemte Distortion-gæster opført sig fornuftigt onsdag aften.

Københavns Politi oplyser, at 16 personer er blevet anholdt i forbindelse med gadefesten Distortion, der blev afholdt onsdag på Nørrebro i København.

Politiet har været massivt til stede hele onsdagen og har haft en helikopter svævende over bydelen. Københavns Politi vurderer, at der har været 80.000 mennesker til festen.

- Overordnet set har det været en fornuftig afvikling, fortæller vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer.

Han oplyser derudover, at politiet har langet bøder ud til 13 personer, der tissede på gaden til festen.

/ritzau/