En 18-årig mand fik onsdag besøg derhjemme, fordi politiet mistænkte ham for at ligge inde med ulovlige dopingmidler.
Mistanken viste sig at holde stik, for lokalpolitiet i Holbæk fandt 135 ampuller med dopingmidler. Derfor er den unge mand nu sigtet for overtrædelse af forbuddet mod dopingmidler.
Dertil kommer en sigtelse for tyveri, fordi politiet også ransagede mandens uindregistrerede bil og fandt et sæt stjålne nummerplader. De blev stjålet på Ågerupvej i Vipperød for en uge siden.
I mandens stue fandt politiet en kødøkse gemt i en sofa samt et regnskab, som, politiet formoder, er et narkoregnskab.
I bilen blev der ud over de stjålne nummerplader også fundet en røverhue og to digitalvægte, som skærpede politiets mistanke om, at manden måske også handler med narko.
Politiet har afhørt manden om regnskabet og digitalvægtene og undersøger nu, om han skal sigtes for andre lovovertrædelser så som narkohandel, oplyser kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard, Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 18-årige er dog foreløbig blevet sat på fri fod igen efter endt afhøring.
/ritzau/