Politiet efterlyser en 27-årig mand i forbindelse med et drab i Helgolandsgade i København 7. maj i år.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Politi torsdag formiddag.
Manden, der hedder Tahir Ali Shan, er mistænkt for at have dræbt en 39-årig mand for øjnene af dennes gravide kæreste på gaden.
Det brutale drab skete midt på eftermiddagen.
Uden at sige et ord steg en maskeret gerningsmand ud af en bil, gik direkte hen til offeret og affyrede flere skud mod ham for øjnene af den gravide kæreste.
Derefter løb han tilbage til den sorte Audi A4 Avant, som i høj fart kørte fra stedet. To mænd sidder allerede varetægtsfængslet i sagen.
Tahir Ali Shan beskrives som cirka 177 centimeter høj og almindelig af bygning.
Han er mørk i huden og har sort, kort hår.
Hans øjne er brune, og han har et sort fuldskæg. Politiet oplyser, at det dog kan være barberet af, siden billederne blev taget.
Tahir Ali Shan er tidligere dømt i adskillige sager, hvor han ifølge Ritzaus oplysninger har haft tilknytning til banden Loyal To Familia.
/ritzau/