En privatejet kænguru er lørdag aften sluppet løs fra en bopæl i Øster Lindet i Sydjylland.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Hvis du mener, at du har set en kænguru omkring Øster Lindet ved Rødding, kan den være god nok, skriver politiet på Twitter.
- Vi efterlyser en privatejet wallaby kænguru, der er undsluppet fra bopælen i Øster Lindet.
Politiet modtog et opkald fra ejeren klokken 00.10 natten til søndag, oplyser vagtchef Henrik Sønderskov.
På det tidspunkt havde kænguruen allerede været væk i fire timer, hvor ejeren havde ledt forgæves efter den.
- Den er smuttet hjemmefra fra en privat adresse omkring ottetiden lørdag aften, siger Henrik Sønderskov.
Han opfordrer alle i lokalområdet til at holde øjnene åbne og ringe til politiet, hvis de støder på den savnede kænguru.
- Hvis folk ser en kænguru i det fri, så er der stor sandsynlighed for, at det er den savnede, lyder det fra vagtchefen.
Det er ikke første gang, at en privatejet kænguru er sluppet fri i Syd- og Sønderjyllands politikreds.
I juli 2018 slap en kænguru fri i nærheden af Ansager ved Varde. Den stak af fra sin indhegning på en landbrugsejendom og var savnet et halvt døgn, før ejeren selv opsporede det savnede dyr.
Der er ingen meldinger om, at der skulle være tale om den samme kænguru.
Wallaby er en uformel betegnelse for visse arter af små og mellemstore kænguruer.
/ritzau/