En kvinde er fredag aften blevet fundet dræbt i Elverparken i Herlev vest for København.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
- En 32-årig dansk kvinde er blevet fundet i Elverparken. Hun er fundet dræbt af knivstik, siger vagtchef Thomas Christensen.
Politiet er på stedet med flere patruljevogne og en hundepatrulje.
Anmeldelsen kom klokken 19.20. En ambulance var rykket ud til stedet, og kvinden blev erklæret død af en akutlæge. Hun er ramt af flere knivstik, oplyser politiet.
- Området omkring stedet er afspærret, imens der foretages tekniske undersøgelser. Kvindens identitet er kendt af politiet, lød det fredag aften.
Kvinden var tidligere blevet fundet livløs i parken.
Det er lykkedes politiet at identificere kvinden, fordi hun havde id på sig. Det er endnu ikke alle kvindens pårørende, der er blevet underrettet om drabet.
Politiet hører gerne fra vidner, der har været i området mellem klokken 18.50 og 19.20.
- Vi er interesseret i at høre fra folk, der måske har set nogen, som har været oppe at slås. Det kan også være, hvis folk har lagt mærke til en unormal opførsel, råb eller højlydte skænderier, siger Thomas Christensen.
Han vil ikke kommentere, om politiet har mistænkte i sagen.
Parken ligger i et beboelsesområde og nær en folkeskole.
/ritzau/