Politiet søger vidner efter skyderi i en parkeringskælder i Brøndby Strand.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Det var mandag aften klokken 20.27, at der blev skudt i en parkeringskælder under Kisumparken 61 i Brøndby Strand. Her blev en 29-årig mand ramt to gange i overkroppen. Han er dog uden for livsfare.
Gerningsmændene er på fri fod. Ifølge den indledende efterforskning blev den 29-årige beskudt af i hvert fald to gerningsmænd iført hættetrøjer, men politiet vil ikke afvise, at flere gerningsmænd kan have deltaget.
Det er ikke lykkes politiet at få et beskrivende signalement af gerningsmændene.
- Politiet er fortsat i gang med at kortlægge begivenhederne omkring skyderiet og opfordrer alle vidner, der var i parkeringskælderen under skyderiet, til at melde sig, lyder det i pressemeddelelsen.
Det er endnu for tidligt at fastslå et motiv til skyderiet, men politiet vurderer ikke, at skyderiet er sket som led i en bandekonflikt.
Københavns Vestegns Politi kan træffes på telefon 114.
Det er mindre end en uge siden, at der sidst blev skudt i Brøndby.
Tirsdag aften blev der affyret flere skud fra en ældre sort eller grå BMW stationcar mod en sort Mercedes i krydset mellem Brøndbyvester Boulevard og Gammel Køge Landevej.
Ingen blev ramt af skudsalven. Efter skyderiet fortalte politiet, at det arbejdede ud fra en teori om, at skyderiet ikke var rettet mod tilfældige borgere. Politiet har dog ikke sagt, hvad man mener, motivet var.
/ritzau/