Politidirektør Anne Tønnes og hendes medarbejdere i Københavns Politi har brug for en længere tænkepause i opfølgningen på Tibetsagen.
Politiet har netop bedt Københavns Byret om at udskyde en håndfuld retssager. De drejer sig om erstatning til nogle af de mennesker, som politifolk hindrede i at demonstrere og at forsamle sig under kinesiske besøg i København.
I december efterlod Tibetkommissionen ellers ikke megen tvivl om forløbet. Politiet havde givet klart ulovlige ordrer både i 2012 og i 2013, da først præsident Hu Jintao og senere en anden højtstående kineser gæstede Danmark.
På gaden fulgte mange betjente ordren. Demonstranter, der ville vifte med Tibets flag, eller som var iført Falun Gongs gule t-shirts, måtte ikke være synlige for den kinesiske delegation, lød den interne ordre i politiet.
I nogle tilfælde sørgede betjente også for at vriste Tibet-flag fra borgere.
Det var klart ulovlige ordrer, fordi politiet dermed hindrede folk i at ytre sig og forsamle sig, selv om de ikke var til fare for andre, fastslog kommissionen.
Et af de mennesker, der anlagde retssag for tre år siden, er Anders Højmark Andersen. Han er formand for Støttekomiteen for Tibet. Og han undrer sig over politiets ønske om at sparke sagerne til hjørne.
- Dette mellemspil viser jo, at politiet fortsat ikke er parat til at indrømme, at vi har ret, og at de tog fejl. Det er egentlig meget underligt, når nu Tibetkommissionen var så klar i sine konklusioner, siger Anders Højmark Andersen.
Han repræsenteres af advokat Tobias Stadarfeld Jensen fra advokatfirmaet Bonnez og Ziebe.
- Vi har protesteret imod yderligere udsættelse af sagerne. Nogle af dem daterer sig tilbage til besøget i sommeren 2012, og nu har klienterne og en kommission brugt flere år på at grave i sagen. Jeg forstår virkelig godt deres frustration og deres ønske om at få en retsafgørelse, siger han.
I Københavns Politi har stabschef John Vestergaard i en mail oplyst, at man fortsat er ved at overveje, hvad kommissionens beretning giver anledning til i forhold til retssagerne.
Politiets indgreb mod ytringsfriheden skete, da Politiets Efterretningstjeneste og Udenrigsministeriet havde skabt en særlig stemning forud for statsbesøget, konkluderer kommissionen.
Igen og igen fik politiet besked om, at kineserne var meget bekymrede for demonstranter. Men "ingen i Udenrigsministeriet tog skridt til at præcisere hensigten med videregivelsen af disse informationer".
/ritzau/