Normalt vil den opførsel, som en ung mand sigtes for overfor politiet i Aarhus, give en straf på fængsel i 30 til 40 dage.
Det mener advokat Mikkel Nielsen, der i søndagens grundlovsforhør var forsvarer for den 20-årige mand. Han skal have råbt "corona" og have hostet mod to betjente.
- Politiet vil med sagen statuere et eksempel, og det kan man også se af, at politiet har udsendt en pressemeddelelse, siger Mikkel Nielsen.
Dommeren i Retten i Aarhus har varetægtsfængslet den 20-årige i fire uger med henvisning til folks retsfølelse.
Dommeren har lagt til grund, at der er udsigt til en straf på mindst 60 dages fængsel. Når mistanken er særligt bestyrket, er dette en betingelse for at fængsle.
Forsvareren siger, at hans klient sandsynligvis ikke er smittet. Derfor er den påståede trussel ikke særlig hensynsløs, sådan som anklagemyndigheden mener, lyder det.
Den 20-årige nægtede sig i grundlovsforhøret skyldig.
- Det er dumt, hvis han har sagt det, medgiver forsvareren.
Han oplyser, at han i retsmødet har fremlagt et eksempel på en anden sag om trusler mod politiet. Her blev resultatet fængsel i 30 dage, som blev gjort betinget af, at den dømte udførte samfundstjeneste - hvilket altså er langt fra dommerens prognose i den aktuelle sag.
Kendelsen om varetægtsfængsling er blevet kæret til Vestre Landsret.
I øvrigt bider advokat Mikkel Nielsen mærke i, at sagen er opstået på et tidspunkt, hvor Folketinget behandler et lovforslag om kraftigt forhøjede straffe for lovovertrædelser, som kan forbindes med epidemien.
Efter retsmødet flygtede den 20-årige. Det lykkedes ham at stikke af, da politifolk kørte ham hen til politigården i Aarhus. En eftersøgning gav ikke noget resultat, og derefter blev han af politiet efterlyst offentligt.
/ritzau/