Politi: Stiller man hashboder op jamen så fjerner vi dem

Politiet rydder Pusher Street på Christiania søndag den 27. maj 2018. Det er således anden dag i træk, at gaden ryddes for boder, og hash beslaglægges. (Foto: Foto: Mathias Øgendal/Scanpix)

Hashboder på Christiania skal være slut, lyder det fra politiet, som vil bruge flere ressourcer til aktioner.

Rydning af hashboder. Stabling af mælkekasser til nye boder. Og så rydning igen.

Politiet har både lørdag og søndag morgen været i aktion på Christiania i København for at komme det ulovlige hashmarked til livs. Den strategi vil fortsætte, for politiet har afsat flere ressourcer, så indsatsen kan intensiveres.

Det fortæller Lars-Ole Karlsen, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Politi.

- Stiller man hashboder op, jamen så vil vi fjerne dem igen.

- Det er meget klart. Vi vil patruljere på Christiania og i Pusher Street dagligt. Vi har øget patruljeringen, og vi vil sætte massivt ind, siger han.

Søndag morgen foretog politiet for anden dag i træk en aktion på fristaden. Klokken 06.45 begyndte indsatsen, hvor 20 til 30 boder med hash blev fjernet.

Den massive indsats i Pusher Street og på Christiania vil fortsætte dagligt, for det skal sende et tydeligt signal om, at både køb og salg af det euforiserende stof i boderne må stoppe.

- Vi fortsætter den strategi, vi har nu og har haft den seneste tid. Nu bliver det bare med flere ressourcer og dermed en intensiveret indsats.

- Jeg håber, at både christianitterne og pusherne forstår, at det ikke er acceptabelt at opstille hashboder i Pusher Street, siger Lars-Ole Karlsen.

Blot en lille mængde hash og joints blev beslaglagt under dagens aktion. Derudover blev der dog konfiskeret et kanonslag, to peberspray og en totenschlæger, som er et slagvåben, fra boderne.

- Det er jo bekymrende, men det overrasker os ikke. Det er en del af den voldsparathed, vi ved, at de har, siger vicepolitiinspektøren.

Søndag formiddag har politiet foretaget flere patruljer på fristaden, hvor de har fundet klæder, hvori pusherne har forsøgt at gemme forskellige hashprodukter.

Københavns Politi vil i løbet af søndagen komme med en melding om dagens samlede mængde af beslaglagt hash, joints og andre ting fra boderne.

/ritzau/