Politi med hjelme og våben stormer adresse på Langeland

Politiet mødte talstærkt op under anholdelse, da der var oplysninger om, at en mand kunne være bevæbnet.
Fyns Politi rykkede tirsdag talstærkt ud på Langeland på grund af meldinger om bevæbnet mand. Arkivfoto.
Fyns Politi rykkede tirsdag talstærkt ud på Langeland på grund af meldinger om bevæbnet mand. Arkivfoto. Foto: Colorbox.dk/Free

Bevæbnede betjente rykkede tirsdag aften ud til en adresse på Tryggelevvej i landsbyen Tryggelev på Langeland for at komme i kontakt med en mand, som befandt sig på adressen.

Det kunne ikke udelukkes, at der var våben på adressen, og derfor tog politiet ingen chancer, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Det var udtalelser i forbindelse med en personlig krise, der gav anledning til, at politiet var nødsaget til at opsøge manden.

Han blev sent tirsdag aften anholdt uden større dramatik. Efter en samtale med politiet blev den pågældende løsladt på stedet.

- Det foregik stille og roligt. Manden var kun anholdt kortvarigt, indtil vi havde haft lejlighed til at tale med ham, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland til Ritzau.

På trods af en fredelig anholdelse vakte politiets indsats opsigt. En reporter fra Fyens.dk, som var til stede, da politiet rykkede ud, fortæller, at politiet bar sorte hjelme og havde flere våben i bæltet.

Ved byskiltet til Tryggelev holdt en ambulance på tværs af vejen. Der var også en lægeambulance og flere politibiler til stede.

Samtidig var indgangene til landsbyen afspærrede.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.