Af Michael S. Lund
I begyndelsen af ugen var familien Auvinen en helt almindelig
finsk familie. I dag er de familien til drengen bag Skandinaviens værste
skoleskyderi, Pekka-Eric Auvinen.
Ifølge finsk politi har forældrene allerede modtaget flere
trusler og må beskyttes af politiet. Lokale kilder siger til Nyhedsavisen, at
forældrene og deres anden søn i øjeblikket er taget væk fra deres lille hjemby,
Jokela, hvor Pekka-Eric onsdag dræbte otte mennesker, inden han skød sig selv.
Faren spiller i et rockband som deltidsmusiker, men arbejder
også ved den lokale jernbane. Moren spiller også musik og har ifølge lokale
medier været involveret i lokalpolitik.
I den 6.000 indbyggere store by kender de fleste hinanden,
og på den lokale bar Vanha Mestari kender alle familien Auvinen.
- Jeg har mødt faren nogle gange, og han er en helt normal
finne. Det virker ikke som en familie med problemer, og han drak sig aldrig
specielt fuld, når han var her, siger den 37-årige bartender Mika, der har
arbejdet på baren i 10 år.
I den lille by Jokela er der masser af sladder om Pekka-Eric
Auvinens skyderi. Men der er bemærkelsesværdigt få, der har noget skidt at
sige, om Pekka-Erics forældre. Som en lokal musiker siger:
- Det eneste dårlige ved faren er, at han ikke er en ret god
musiker. Ellers har jeg aldrig hørt om problemer. Men efter det her, får de
svært ved at bo i en lille by som Jokela. De fleste tænker vel et eller andet
sted, at forældrene har gjort noget galt.