Politi: Kvinde stak skarp genstand i ansigtet på mand

Nordsjællands Politi vil have så få oplysninger som muligt ud om en mands død i Skibby. Det skyldes hensynet til efterforskningen, lyder det.
Nordsjællands Politi vil have så få oplysninger som muligt ud om en mands død i Skibby. Det skyldes hensynet til efterforskningen, lyder det. Foto: Colourbox/arkiv/Free

En 42-årig kvinde, der er sigtet for dødsvold, er onsdag blevet varetægtsfængslet i syv dage i et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød.

Det skriver Ekstra Bladet.

Kvinden er mistænkt for at være skyld i, at en ti år ældre mand i Skibby i Nordsjælland døde før nytår.

Manden døde 28. december.

Ifølge Ekstra Bladet, der var til stede ved grundlovsforhøret, går sigtelsen på, at manden blev stukket med en ukendt og skarp genstand. Stikket gik ifølge avisen fem centimeter ind i venstre, nedre side af ansigtet.

Kvinden nægter sig skyldig.

Hændelsen skete på mandens ejendom.

Om forholdet mellem de to har politikommissær Henrik Gunst oplyst, at "der er en relation", men han ønskede ikke at gå i detaljer.

Kvinden blev anholdt sidst på eftermiddagen tirsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.