Politiet i København leder efter en 36-årig mand, som fredag morgen stak en 41-årig kvinde med en kniv i forbindelse med nogle husspektakler i mandens lejlighed i Københavns nordvestkvarter.
Kvinden blev slået i ansigtet og stukket i ryggen, da de to kom op at skændes om et eller andet i deres samliv, oplyser den centrale efterforskningsleder Dannie Rise, Københavns Politi.
Heldigvis er kvindens sår kun overfladiske, og hun er ikke i livsfare, melder ordensmagten.
Politiet fik anmeldelsen klokken 06.47 fredag morgen, men manden var væk, da politiet kom til lejligheden, der ligger på Frederiksborgvej.
- Vi søger efter ham. Vi ved, hvem han er, og vi skal nok finde ham, siger Dannie Rise.