Politiet har afspærret et større område ved Køge Station efter fund af en mistænkelig kuffert.
Den tilsyneladende ejerløse kuffert blev fundet ved siden at springvand på stationspladsen.
- Kufferten er fundet nær stationen. Der er tale om en metalkuffert, der er fundet nær stationen, siger Thomas Jørgensen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
- Bombehunde undersøger den nu, og så må vi se, om vi skal have Rullemarie ud, siger han.
Politiet har indtil videre stoppet bustrafikken. Derimod er togdriften normal.
- Vi har spærret for trafik i området, men togene kører fortsat, siger Thomas Jørgensen.
Midt- og Vestsjællands Politi fik meldingen om kufferten klokken 16. Politiet ved ikke, hvor længe området vil være afspærret.
/ritzau/