Det havde ikke noget på sig, da en 17-årig pige forleden anmeldte en voldtægt hos politiet i Sønderborg.
Men den 17-årige er ikke den eneste, politiet har taget i at lyve. I fjor rejste politiet i Danmark 233 sigtelser om falske anmeldelser, viser tal fra Rigspolitiet.
Det skriver DR Syd lørdag.
Og det sker med jævne mellemrum, at der kommer falske anmeldelser, siger politiinspektør Hans Roost fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Vi ser på det med stor alvor, for det trækker ressourcer ud af politiet. Og så har det jo også konsekvenser for nogle af de mennesker, som muligvis bliver mistænkt og inddraget i sådan en falsk anmeldelse, siger Hans Roost til DR Syd.
Falske anmeldelser er dog en naturlig del af politiets arbejde, siger Hans Roost.
- Det er jo en af de ting, der følger med. Og da det er en strafbar handling jævnfør straffeloven, så vil vi jo følge den til dørs, som alle mulige andre sager, forklarer Hans Roost.
Det vil i næste uge blive besluttet, om den 17-årige vil modtage en sigtelse for falsk anmeldelse.