Schweiziske efterforskere har fredag ransaget hovedkvarteret for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) i Zürich for at finde oplysninger om den massive korruption, der menes at have fundet stedet i Fifa.
I forbindelse med aktionen er flere materialer blevet beslaglagt.
- Dokumenter og elektronisk data er beslaglagt og vil blive undersøgt for at finde ud af, om de er relevante i forbindelse med de igangværende sager, lyder det i en erklæring fra efterforskerne.
Ifølge AFP siger Fifa selv, at aktionen var målrettet omkring den fyrede vicegeneralsekretær Markus Kattner. Han blev smidt ud af Fifa i sidste uge for at have begået kontraktbrud.
Ifølge NTB og TT var aktionen også målrettet de verserende sager mod tidligere Fifa-præsident Sepp Blatter og tidligere Fifa-generalsekretær Jerome Valcke.
/ritzau/AFP