Polens præsident, Andrzej Duda, har fredag formelt udpeget Mateusz Morawiecki som landets nye premierminister.
Det kommer, efter at Beata Szydlo torsdag indgav sin afskedsbegæring.
Torsdag aften meddelte Lov og Retfærdighed-partiet (PiS), at premierminister Beata Szydlo træder tilbage, og at hendes hidtidige finansminister, Morawiecki, ville afløse hende på posten.
Udnævnelsen skal stadig godkendes i parlamentet. Men det ventes ikke at blive noget problem, idet Lov og Retfærdighed-partiet sidder på et sikkert flertal her.
Kilder i regeringspartiet har over for nyhedsbureauet AP vurderet, at Szydlo muligvis kan fortsætte på posten som vicepremierminister.
Den afgående premierminister sagde tidligere på dagen, at hun fortsat vil kæmpe for den konservative regerings politik, men fra en anden position.
I de kommende tre år venter flere valg ude i horisonten, og nogle iagttagere ser udskiftningen i regeringstoppen som en forberedelse til de kommende valgkampe.
Den 54-årige Beata Szydlo er en af Polens mest populære politikere. Hun har været premierminister i de seneste to år.
Hun har dog opereret i et svært politisk klima, hvor hendes partiformand, Jaroslaw Kaczynski, regnes som den mest magtfulde politiker i landet med betydelig indflydelse på regeringens politik.
Morawiecki blev hentet ind fra bankverdenen og gjort til finansminister i 2015.
Samme dag, som den nye premierminister gør klar til at sætte sig i stolen, har underhuset i Polens parlament vedtaget en omstridt reform af retssystemet.
Dermed har parlamentet set stort på de advarsler, der er kommet fra Europarådet, EU og flere medlemslande om, at de planlagte ændringer er udemokratiske og vil udviske skellet mellem den lovgivende og dømmende magt.
Regeringspartiet mener, at ændringerne er nødvendige for at effektivisere retssystemet.
Kritikerne mener derimod, at den nye reform giver regeringspartiet for meget indflydelse på domstolene.
/ritzau/Reuters