En 82-årig plejehjemsbeboer er tirsdag afgået ved døden som følge af nogle alvorlige brandskader på benene. Det skriver TV2 Nord.
Den ældre mand boede på Demenscenter Skovgården i Hadsund, der ligger mellem Randers og Aalborg. Han lå i sengen på sit værelse, da personalet hørte en alarm.
Plejepersonalet så, at der var røg i rummet og flammer fra et tæppe, som lå over den ældre mands ben. De forsøgte uden held at slukke flammerne.
Den 82-årige blev efter ulykken kørt til Aalborg Sygehus, skriver TV2 Nord. Men hans brandskader var alvorlige, og hans liv stod ikke til at redde.
Årsagen til brandulykken skyldes sandsynligvis rygning, fortalte Karsten Højrup Kristensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Ritzau tirsdag formiddag.
Politiet fik en anmeldelse om branden klokken 21.15 mandag aften.
/ritzau/