Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), er klar til at hive den helt store tegnebog op af lommen, skriver Politiken lørdag. Får han lov til det, vil hovedstaden foretage den største enkeltudskrivning til almene boliger i nyere tid.
Ikke siden kommunen i sidste århundrede planlagde det store boligkvarter i Tingbjerg, er så mange lejligheder på én gang blevet lagt i støbeskeen som dem, rådhusets budgetflertal går til forhandling om i næste uge.
Frank Jensen foreslår at bruge i alt 552 millioner kroner flere steder i hovedstadens centrale kvarterer.
"Vi kan indfri den vision for København, som jeg har fået bred politisk opbakning til, at det også i fremtiden skal være en by for alle med blandede boformer i alle kvarterer. Det gør, at vi lærer hinanden at kende, uanset om vi er direktører, skolelærere, buschauffører eller står i butik. Vi vil ikke have, at København udvikler sig som Paris eller London. Det er dejlige turistbyer, men de har gigantisk ulighed i forhold til, hvem der kan få bolig i byen. Sådan skal det ikke gå i København", siger Frank Jensen til Politiken.
25 procent øremærket til alment byggeri
Omkring 252 millioner skal bruges på cirka 1.100 nye boliger i byens kommende udviklingsområder. Her har en lovændring givet kommunen mulighed for at øremærke 25 procent af boligerne til alment byggeri.
Det nye værktøj gled gennem Folketinget i februar som følge af regeringens finanslovsaftale med SF og Enhedslisten. Samme aftale gav også København og landets andre store byer en ny mulighed for at give særlige lån til opkøb af byernes dyrere grunde, hvor det tidligere har været for dyrt at bygge alment. Det vil Frank Jensen bruge det maksimale tilladte beløb på 300 millioner kroner på de næste tre år, så der kan bygges 2.000 nye almene boliger i det centrale København frem mod 2025, skriver Politiken.
Finansieringen har kommunen fundet, efter at der er indgået en aftale med boligorganisationernes landsorganisation 'BL - Danmarks Almene Boliger' og ni københavnske omegnskommuner. Her er parterne blevet enige om, at boligselskaberne frikøber en række såkaldte hjemfaldsklausuler, hvor kommunerne frasiger sig deres historiske rettighed til at købe konkrete ejendomme tilbage.