Da 20-årige Amanda skulle flyve fra Arlanda-lufthavnen i Stockholm til den kroatiske ferieby Split, havde hun sneget lidt feriesjov med i kufferten i form af en dildo.
Da hun skulle gå om bord ved gaten, hørte hun sit navn blive læst op bogstav for bogstav over skrankepersonalets walkietalkie.
Det fik hende til at henvende sig til personalet.
"Hun bad mig følge med og sagde, at noget vibrerede i min bagage. Allerede dér vidste jeg, hvad det handlede om," fortæller Amanda til svenske Expressen.
Samtlige passagerer blev bedt om at forlade SAS-flyet og gå tilbage til gaten. Her blev Amandas taske båret frem, og hun blev bedt om at åbne den.
"Alle så på, da jeg samlede vibratoren op og pillede batterierne ud," fortæller Amanda.
Reaktionerne fra de ventende medpassagerer var ifølge Amanda blandede. Nogle gav et dybt suk, mens andre fandt det morsomt.
Efter hændelsen ventede en flere timer lang flyvetur med alle de mennesker, der netop havde overværet det pinlige optrin.
Amanda fortæller til Expressen, at hun på hjemrejsen nok skal huske at tage batterierne ud, og hun opfordrer andre til at huske det samme.
Presseansvarlig hos SAS Henrik Edström bekræfter, at det pågældende fly blev nogle minutter forsinket. Rapporten nævner dog intet om, at Amandas vibrator var årsagen.